©  Foto:

Livø Lystbådehavn

Velkommen til lystbådehavnen på Livø. En lillebitte, fredet ø i Limfjorden, hvor ro og gæstfrihed er i højsædet.

Livø Lystbådehavn ligger på øens sydside, samme sted hvor færgen fra Rønbjerg lægger til. Havnen er formentlig en af de mindste i Himmerland, med plads til blot 30 både, og det giver stedet en særlig fredfyldt stemning og man kan tydeligt mærke roen sænke sig, når øen kommer til syne.

Her møder du en nærhed og gæstfrihed, som kun findes på en ø af denne størrelse. Da biler ikke er tilladt på Livø, er her mulighed for at opleve en speciel stilhed.

Er du heldig, støder du på havnefogeden, som også driver øens feriecenter og er blandt øens få fastboende.

Havnen er omgivet af smuk natur og byder på nyrenoverede bade- og toiletfaciliteter samt bord- og bænkesæt. Herfra kan du følge vejen til Livø By eller fortsætte ad stierne ud i øens skønne landskab med skove, strande, heder og landbrugsmarker.

 

Oplevelser på Livø

Livø by består af den lokale købmandscafé og kro, en legeplads, Livø Feriecenter samt Livø Avlsgaard. På caféen - som også fungerer som feriecenterets reception, kan du smage den lokale Livøl og nyde lækre frokostretter. Her kan du også købe is og enkelte dagligvarer.

På Avlsgaarden kan du møde de 35 køer, der står for øens naturpleje og deltage i en af sommerens guidede ture.

Livø har også en mørk fortid. I 50 år husede øens hvide bygninger 743 mænd, der dengang blev anset som småkriminelle, vagabonder, homoseksuelle eller ”moralsk åndssvage” og derfor ikke mente at kunne begå sig på fastlandets åbne anstalter. På Livø blev de gemt væk fra offentligheden for at beskytte samfundet mod det, man betragtede som afvigende adfærd. Historien kan stadig mærkes i husene, som i dag bruges af Livø Feriecenter.

Rundt på øen findes flere udsigtstårne, hvorfra du kan nyde den storslåede udsigt. På øens nordvestlige side ligger Louisehøj, der med sine 43 meter, er det højeste punkt. Herfra kan du på en klar dag, se hele vejen til Fur, samt Mors og Thy på fastlandet.

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2025
Danish