
Primære markeder
Her kan du som partner i Himmerland læse mere om, hvilke markeder vi målretter vores markedsføring.
Som partner i Destination Himmerland kan du her få et overblik over, hvilke markeder vi målretter vores markedsføring i 2026.
Vi vurderer løbende vores markeder og justerer vores indsatser, så vi får mest mulig effekt af vores fælles markedsføring. Himmerlands vigtigste markeder er fortsat Danmark, Tyskland, Norge og Holland, og det er her, vi prioriterer vores kræfter og synlighed.
De udenlandske gæster ser Danmark som et trygt, grønt og gæstfrit ferieland. Selvom mange fortsat mærker effekten af inflation og stigende priser, er rejselysten stor – og den skal vi gribe. Vi skal være synlige, nærværende og inspirerende – og brande Himmerland som den unikke feriedestination, det er.
Danmark
Det danske marked er fortsat vores største – og her er konkurrencen benhård. Derfor intensiverer vi i 2026 indsatsen for at styrke kendskabet til Himmerland og inspirere endnu flere danskere til at vælge Himmerland som deres næste ferie- eller weekenddestination.
Vi vil sætte fokus på alt det, der gør Himmerland særligt: nærvær, natur, kvalitetstid og autentiske oplevelser.
Tyskland
Tyskland er fortsat vores vigtigste udenlandske marked, og potentialet er stort. Konkurrencen er dog tilsvarende høj, så synlighed og målrettet positionering er nøglen.
I 2026 fortsætter vi samarbejdet med VisitDenmark og udvider vores indsats omkring nichemarkedsføring – blandt andet inden for vandring, cykling og naturoplevelser.
Vi vil desuden styrke vores tilstedeværelse gennem presse- og influencerbesøg samt samarbejde med rejsemedier og bloggere, der formidler fortællingen om Himmerland som et roligt, ægte og imødekommende feriemål.
Holland
Det hollandske marked vokser fortsat, og interessen for outdoor-ferier, camping og bæredygtige rejseformer er stigende.
I samarbejde med VisitDenmarks markedskontor i Holland vil vi i 2026 arbejde strategisk med markedsføring inden for netop disse områder.
Vi vil samtidig skabe synlighed gennem presseomtale og samarbejder med bloggere og influencere, der kan inspirere hollænderne til at udforske Himmerlands natur, fjorde og hyggelige byer.
Norge
Efter et par udfordrende år med svag norsk kronekurs og lavere rejseaktivitet, ser vi nu en positiv udvikling.
Nordmændene har fortsat stor lyst til at holde ferie i Danmark – og i 2026 skal vi sørge for, at Himmerland står højt på ønskelisten.
Vi fastholder derfor vores indsats i Norge og arbejder for at øge kendskabet til Himmerland gennem målrettet online markedsføring, samarbejde med medier og inspirerende fortællinger, der fremhæver Himmerlands gæstfrihed, natur og autentiske feriestemning.