©  Foto:

Sporet ved Paradiset i Gedsted (rundture 2,5-7 km)

Tag på en skøn lille vandretur ved Gedsted med smuk udsigt over fjorden - døbt "Paradiset" af de lokale 

Her kan du starte vandreruterne ved Paradiset 

Vandreruterne ved Paradiset ligger ca 30 km syd for Løgstør. Sporene starter fra rastepladsen ved Viborg-Løgstørvejen 30 km nord for Viborg. Der er gratis parkering uden tidsbegrænsning.

De afmærkede ruter er rundture på 2,5 km (gul rute) og 7 km (blå rute). Der er en rute i bakkerne ved Paradiset, og en rute til fjorden ved Lerkenfeldt Å-udmundingen. 

Nærmeste busstoppested er Vesterbro i Gedsted ca. 25 min gåtur fra vandreruternes startsted. Vær dog opmærksom på, at man skal gå langs en trafikeret vej. Se mere på rejseplanen.dk.  

Find vandrefolder for Sporet ved Paradiset i Gedsted på www.spor.dk.


Værd at vide om terræn, sværhedsgrad og tilgængelighed

En del af ruterne er trampestier og strand - derfor er det en god idé med praktisk fodtøj. Gul rute kan være lukket ved jagt (se skiltning).


Det kan du opleve ved Paradiset i Gedsted

  • Udsigtspunkt ved Louns Bredning: Udsigtspunkt med kig ud over Louns Bredning mod Louns Halvø (med Alstrup kirke), Salling og Lundø. Mod nord ses Gl. Ullits kirke.
  • Paradisskoven: I Paradisskoven og krattet omkring findes et dyreliv, der er anderledes end det man finder ved kysten og strand-engene. Den lille skovbevoksning har stor betydning som skjulested for harer og rådyr. I det tidlige forår dækker aurikler og anemoner skovbunden i Paradiset, som i øvrigt er en blandingsskov med bøgetræet som dominerende karakter.
  • Skyttegrave: Lidt afsides oppe på skrænten ses rester af skyttegrave fra 2. verdenskrig. Tyske soldater var udstationeret i Gedsted, og som øvelse i at modstå en invasion, blev skyttegravene lavet.
  • Solnedgang: Der er en flot udsigt over fjorden, og rig mulighed for en solnedgangstur.


Praktisk information

Der er ikke adgang til toilet og vandposter på ruterne.

 

Kort over Paradiset - gul rute

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2025
Danish