Hvalpsund styrker turismen med lokal forankring
I Vesthimmerlands Kommune skal en ny udviklingsplan for turismen på Himmerlands Vestkyst styrke sammenhængen mellem natur, kultur og lokale fællesskaber med Hvalpsund som et af de steder, hvor udviklingen allerede er godt i gang.

Ambitionen er en del af Udviklingsplan Jyllands Østkyst, der samlet skal øge turismeomsætningen.
Frem mod 2030 skal turismen langs den jyske østkyst udvikles, og derfor er 23 kommuner og seks destinationsselskaber gået sammen om Udviklingsplan Jyllands Østkyst, som Vesthimmerlands Kommune er en del af. Turismen langs Himmerlands Vestkyst skal nemlig også udvikles med respekt for det lokale liv, naturen og de mennesker, der allerede engagerer sig i området. Det er ambitionen bag den strategisk-fysiske udviklingsplan – også kaldet SFU – for Himmerlands Vestkyst, som Vesthimmerlands Kommune i øjeblikket er ved at udvikle sammen med blandt andre Destination Himmerland, Dansk Kyst- og Naturturisme samt lokale aktører og ildsjæle.
Et af de steder, hvor udviklingen allerede er i fuld gang, er i Hvalpsund. Her arbejder kommune, frivillige og lokale aktører tæt sammen om at skabe bedre forbindelser mellem by, havn og Limfjord – og samtidig gøre området mere attraktivt for både borgere og besøgende.
- Hvalpsund er en by med et kæmpe potentiale. Byen ligger helt ud til Limfjorden med lystbådehavn, færgeforbindelse og stærke lokale fællesskaber, så vi har et solidt udgangspunkt for at forløse potentialet. Derfor arbejder vi med en rød tråd mellem de mange lokale initiativer, så natur, kultur, havn og by hænger endnu bedre sammen i fremtiden, siger Merete Bach Hansen, planlægger hos Vesthimmerlands Kommune.

Fra havnepromenade til SUP-boards
I Hvalpsund har flere konkrete udviklingsprojekter allerede været godt i gang gennem områdefornyelse, kystsikring og lokale initiativer. Blandt andet arbejdes der med nye stiforbindelser mellem havnene, havnepromenade, forskønnelse af havneområdet og bedre adgang til vandet.
Samtidig har frivillige kræfter i byen etableret bemandet turistinformation samt udlejning af SUP-boards, kajakker og cykler fra en hytte på havnen.
- Det vigtigste er, at udviklingen tager udgangspunkt i det autentiske Hvalpsund. Vi skal ikke bygge en turistkulisse, men invitere gæsterne ind i den by og det fællesskab, der allerede findes her, siger Lars Andresen, der selv bor i Hvalpsund og er medlem af Den Frivillige Turistgruppe i Hvalpsund.
Turistgruppen har eksisteret i omkring 30 år og driver blandt andet turistinformation på havnen i sommermånederne. Her hjælper lokale frivillige gæster med alt fra tips til vandreruter og seværdigheder til kulturhistorie og øvrige oplevelser i området.
- Den menneskelige kontakt betyder enormt meget. Mange besøgende vil gerne møde nogle, der kender området og kan fortælle om det. Det er en stor styrke for Hvalpsund, at så mange frivillige gerne vil engagere sig og er stolte over vores lokalområde, siger Lars Andresen.
Natur, kultur og fortællinger som perler på en snor
Den kommende udviklingsplan for Himmerlands Vestkyst skal blandt andet skabe stærkere forbindelser mellem områdets natur, kulturhistorie og oplevelser langs Limfjorden.
Her peger Vesthimmerlands Kommune blandt andet på potentialerne i Aggersborg, der er udpeget til UNESCO-verdensarv, Ertebølle-kulturen, Livø, Herregården Hessel og Vitskøl Kloster.
- Vi har nogle helt unikke fortællinger, natur og landskabsoplevelser langs den himmerlandske vestkyst, og nu handler det om at gøre dem endnu mere synlige og tilgængelige. Vi arbejder blandt andet med wayfinding og med at koble oplevelserne bedre sammen, så gæsterne får lyst til at opleve endnu mere af området, og at de i den forbindelse benytter nogle af de mange overnatningsmuligheder, vi har i området, siger Merete Bach Hansen og fortsætter:
- Målet er ikke kun flere turister, men også den rigtige type turisme, som både skal skabe værdi lokalt og fungere i balance med hverdagslivet. Derfor er det afgørende, at udviklingen sker sammen med de lokale aktører og borgere, der kender området allerbedst.

Om Udviklingsplan Jyllands Østkyst
Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Himmerlands Vestkyst udspringer af Udviklingsplan Jyllands Østkyst, som er en fælles turismeudviklingsplan udarbejdet i samarbejde mellem de seks destinationsselskaber VisitAarhus, Destination Himmerland, Destination NORD, Destination Kystlandet, Destination Trekantområdet og Destination Sønderjylland samt deres i alt 23 kommuner. Herudover er Dansk Kyst- og Naturturisme og den filantropiske forening Realdania partnere i projektet.
Udviklingsplan Jyllands Østkyst består af en samlet strategi, tre udviklingsplaner for Nord/Himmerland (kaldet ”Nord”), Aarhusregionen (kaldet ”Midt”) og for Kystlandet, Trekantområdet og Sønderjylland (kaldet ”Syd”). I disse udviklingsplaner er der i alt igangsat otte strategisk-fysiske udviklingsplaner på lokalt niveau. Planerne er blevet til i et tæt samarbejde med de respektive kommuner, erhvervsvirksomheder og andre aktører involveret i udviklingen af Jyllands Østkyst.
Målsætningen for Udviklingsplan Nord er at øge turismeomsætningen med 2,1 milliarder kr. og skabe mere end 621.000 flere overnatninger frem mod 2030 i forhold til 2023 samtidig med, at turismen skal fordeles bedre over hele året.
Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Læs mere på www.EnjoyNordjylland.dk/JØP
Støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelsen
![]()





