8. okt. 2026
90 turismeaktører samlet om Himmerlands madoplevelser
Samarbejde, smagsoplevelser og nye produktidéer var på menuen, da Destination Himmerland samlede omkring 90 deltagere til Partnerskabsdag 2026 på Verdenskortet i Klejtrup.
Hvordan skaber vi endnu stærkere madoplevelser for gæsterne i Himmerland? Og hvordan kan lokale virksomheder blive endnu bedre til at skabe produkter og oplevelser sammen?
Det var nogle af spørgsmålene, da omkring 90 turismeaktører tirsdag den 6. oktober mødtes til Smagen af Himmerland og Partnerskabsdag 2026 på Verdenskortet i Klejtrup. Dagen var en del af projektet Danmarks Maddestinationer 2.0, som Destination Himmerland har arbejdet på det seneste års tid, og som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Dagen bød på inspiration, matchmaking, netværk og konkrete idéer til nye samarbejder – med særligt fokus på smagsoplevelser og på, hvordan forskellige virksomheder kan spille hinanden stærkere.
"Vi kan noget særligt, når vi gør det sammen. Himmerland har så mange dygtige virksomheder og ildsjæle, og sådan et vigtigt arrangement giver os mulighed for at samle kompetencerne og skabe oplevelser, der rækker længere, end den enkelte virksomhed kan gøre alene,"Johanne Bugge, destinationsdirektør i Destination Himmerland.
En smagsrejse gennem Himmerland
Deltagerne blev blandt andet budt på en frokost, der satte lokale smagsoplevelser i centrum.
Restaurant Havgus, Bies Restaurant, Café SALT, Havnens Røgeri, Casa Jada, Lille Restrup Hovedgaard, Hul 19, Hotel Bramslevgaard og Frk. Kold var blandt de lokale aktører, der bidrog med retter til en fælles smagsrejse rundt i Himmerland.
Frokosten skulle ikke blot mætte, men også vise bredden i de mange smagsoplevelser, som lokale virksomheder er med til at skabe i Himmerland.
For Frk. Kold i Aars var dagen samtidig en god mulighed for at møde både kendte samarbejdspartnere og danne nye bekendtskaber.

"Det er rigtig positivt at være med på sådan en dag. Vi møder nogle af dem, vi allerede samarbejder med, men også nye mennesker, som vi måske kan lave events eller produkter sammen med. Jeg synes, det er fedt, når vi kan bruge hinanden og sammen skabe nogle gode oplevelser i Himmerland," siger Anette Kold fra Frk. Kold i Aars
Nye idéer opstår, når mennesker mødes
Dagen bød blandt andet på tid til at udvikle nye produktidéer på tværs af virksomheder og brancher.
"Det er ofte i de uformelle samtaler, at de gode idéer opstår. Måske opdager man, at en anden virksomhed har præcis det, der skal til for at skabe en ny oplevelse. Det er den slags forbindelser, vi gerne vil skabe, så Himmerland bliver endnu mere attraktiv for endnu flere turister,"Johanne Bugge

Destination Himmerland præsenterede samtidig Partnerskabsprogrammet 2027, som skal understøtte fortsat udvikling, synlighed og stærke oplevelser i Himmerland. Dagen blev afsluttet med netværk og en smag på nogle gyldne, himmerlandske dråber i form af lokale snapse og øl.
"De omkring 90 deltagere viser, at der er både interesse og engagement i at udvikle Himmerland sammen. Der er både saft og kraft i madoplevelserne i Himmerland. Nu handler det om at tage idéerne med videre og få endnu flere af dem omsat til konkrete samarbejder og oplevelser," afslutter Johanne Bugge.Johanne Bugge
