Oplev Lille Vildmose på egen hånd
Tag ud og udforsk Lille Vildmose på egen hånd - tæt på dyrelivet og den smukke natur.
Benyt dig af de mange udkigstårne-, platforme og punkter, samt stier og ruter der giver mulighed for at få store naturoplevelser i Lille Vildmose.
Udsigtstårne i Lille Vildmose
Oplev den fantastiske natur fra Lille Vildmoses mange udsigtstårne. Tag til Høstemarktårnet, hvor du kan nyde udsigten over Høstemark Mose. Her har du mulighed for at se kongeørne eller observere krondyrene, der græsser i området.
Besøg også Brandvagtstårnet, hvor du får en imponerende udsigt over mosen. Mod vest kan du se den gamle kystskrænt ved Kællingbjerg Klint, og mod øst rejser Mulbjerge sig ved Kattegat. De vandfyldte gravebaner tiltrækker et rigt fugleliv, og der er gode chancer for at spotte elge.
Birkesøpavillonen ligger ved den genskabte Birkesø, hvor du fra pavillonen kan kigge ud over søens fugleøer. Her formidler skærme og plancher om det varierede fugleliv.
Tofte Sø Tårnet byder på udsigt over Toftesø, der blev genskabt i 1973 efter at have været tørlagt i over 200 år. Her kan du opleve livet i skarvkolonien og måske se havørne eller oddere på jagt. Der er også gode muligheder for at få øje på krondyr ved søens bredder.
Fra Toftetårnet kan du betragte Enebærsletten, et ideelt sted at opleve kronhjortens brunst. En sti fra parkeringspladsen ved den offentlige badestrand fører dig via en tunnel under Kystvejen til tårnet.
Plankestier
Udforsk Portlandmosen via en 1,1 km lang plankesti, opkaldt efter cementfabrikken Aalborg Portland, som købte højmosen i 1919 med det formål at udvinde tørv til brændsel. Ved den store gravebane finder du en udsigtsplatform, hvorfra du kan nyde synet af gæs, svaner og ænder.
Du kan opleve Tofte Mose ved at følge en plankesti, der er anlagt direkte på mosefladen. Start ved parkeringspladsen ved Toftesø og følg Nordsøstien mod sydvest langs Tofte Moses kant. En trappe fører dig over vildthegnet, hvorefter plankestien giver adgang til Tofte Mose, som er Nordvesteuropas største lavlandshøjmose.
Udsigtspunkter og platforme
Oplev den storslåede udsigt over Lille Vildmose fra Kællingbjerg Klint. En trampesti fører dig fra Vildmosevej gennem Portlandmosen og op til klintens top. Kællingbjerg Klint var engang en del af Danmarks gamle kystlinje, før højmosen blev dannet. Havet nåede tidligere helt ind til klintens fod, hvor vind og bølger afslørede klintens hvide kalk.