©  Foto:

Rebildfesten 2024

Kom og vær med til verdens største 4. juli fejring (uden for USA), i den smukke natur i Rebild Bakker. 

Den 4. juli er Rebild Bakker traditionen tro klædt i "Stars'n'stripes", når årets Rebildfest løber af stablen for 111. gang. 

Festen, der foregår i hjertet af Himmerland er noget helt særligt og består af mange forskellige aspekter. Fælles for alle er dog, at det er en folkefest ud over det sædvanlige - og den største fest der fejrer USA's uafhængighedsdag, uden for USA. 

Hvert år er prominente navne på plakaten, enten i form af talere, sangere, musikere eller entertainere m.fl.

2024 er ingen undtagelse, hvor Rachelle Keck tager scenen som dagens hovedtaler. Hun er præsident for Grand View University - det eneste tilbageværende universitet i USA, der er grundlagt af danske immigranter. Derudover kan I se frem til:

  • Ambassadør Alan Leventhal, med en tale og hilsen fra USA's præsident Joe Biden.
  • Forsvarsminister Troels Lund Poulsen
  • Jay Cannon
  • Enkelte talere er endnu ikke offentliggjort - følg med på hjemmesiden her.

Til Rebildfesten 2024 kan I opleve sangerinden Stine Bramsen, kendt fra Alphabeat og guitaristen Kajsa Vala, der optræder sammen akustisk. Derudover så kommer Prinsens Musikkorps og sørger for den gode stemning. Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets professionelle orkestre, og består af 16 musikere.

Glæd jer til en dag med fede aktiviteter, live musik og talere - og bliv en del af en årelang historie og en fast tradition i Rebild Bakker.

I Aalborg starter festen allerede den 1. juli med "American Days", hvor der i midtbyen vil være musik, aktiviteter og udstillinger. Den 2. juli inviterer Dansk Amerikansk klub i Aalborg til Garden Party hos Forsvars- & Garnisonsmuseet, hvor alle kan deltage. Den 3. juli kan I deltage i Borgmesterfrokosten på Hotel Comwell Hvide Hus, hvor der vil blive serveret dansk frokostbuffet. Se alle arrangementer i forbindelse med Rebildfesten og køb billet her.

 

Gæster fra nær og fjern - iblandt berømtheder, konger og dronninger

I 2022 kunne Rebildfesten fejre 110-års jubilæum - og dette med en ret fornem gæst. Som protektor for Rebildselskabet, deltog Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. i festlighederne og bidrog til at jubilæumsfesten vil gå over i historiebøgerne. 

I årenes løb har Rebildfesten været velbesøgt af ret så prominente gæster. Her kan bl.a. nævnes Jeppe Aakjær, Walt Disney, Richard Nixon, Victor Borge og mange mange flere. 

Læs mere om Rebildfestens historie her!

 

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish