Stenaldercenter Ertebølle
Tag familien med på en spændende tidsrejse tilbage til stenalderen og prøv at jage, sejle og hugge flint som stenalderfolket.
Oplev steder, hvor fortællingerne er så stærke, at de er blevet en del af UNESCOs verdensarv. Træd ind i historien – mærk den, udforsk den og lad dig rive med. Her bliver fortiden levende, og du inviteres med, når vi bringer de gode historier til live.
Her har vi samlet oplevelser under temaet HÅNDVÆRKETS SPOR, hvor du får inspiration til en dag eller to det himmerlandske.
Det er hænder, der har bygget Himmerland. Fra de første stenhuggeres økser, til bondekonens brød, vikingens langhus og mureren i landsbyens kirketårn. I Himmerland kan du opleve de dygtige hænders håndværk overalt. Du skal bare følge sporene – og måske selv prøve kræfter med gamle teknikker undervejs.
Rejsen begynder ved Ertebølle, der hvor Stenaldercentret ligger med udsigt over Limfjorden. Her kan du stå ansigt til ansigt med Danmarks ældste kendte voldsoffer – og med stenalderens opfindsomhed. Vidste du, at hjernen dengang faktisk var større end vores? De skulle også bruge den til mere og selv opfinde teknikker for at overleve. Prøv selv at knække flint, fange fisk eller forme ler – og forstå hvorfor Ertebølle har givet navn til en hel periode i stenalderen.
Efter frokost hos Ingrid og Lars i pandekagecaféen på Ertebølle Strand Camping, kører du videre gennem Himmerlands åbne marker til Herregården Hessel ved Hvalpsund – det sidste levende herregårdsanlæg i Danmark. Her er bondegården som i 1800-tallet: Træsko og potter ved sengen, folk i marken, børn ved karlenes bord. Hver sæson genopstår gamle håndværk og levet liv på Hessel, hvor du træder lige ind i en svunden tid.
Fortsæt din tidsrejse til Vesthimmerlands Museum i Aars, hvor du møder Gundestrupkarret – et europæisk mesterværk i sølv, med mystiske motiver og en fortid, vi endnu ikke helt forstår. Udstillingen er fyldt med fund, der vidner om vores forfædres håndelag og tro: vogndele, dragter, en amfora – og en troldmandstaske. Sammen fortæller de historien om et folk, der formede både ting og tanker.
Museets bygning, skabt af kunstneren Per Kirkeby, er selv et stykke arkitektonisk håndværk. Gå en tur i byen og find Kirkebys kunstværker i bybilledet – og nyd eftermiddagskaffen på en af de hyggelige cafeer i Aars. Vil du vide mere om kunsten i Aars kan du lytte til spændende fortællinger i den digitale byvandring “Kunstruten” via StoryHunt.
Afslut dagens tur på Dansk Nutidsmuseum i Aars, hvor 1900-tallets hverdag bliver levende. Her står frisørsalonen klar med de gamle Carmen curlers, og du kan helt sikkert spotte din egen madkasse fra barndommen eller mors telefon i montrerne. Et museum fyldt med genkendelse – og håndværk fra dengang, man reparerede i stedet for at smide ud.
Næste dag kan du fortsætte din tidsrejse til Aggersborg, hvor Harald Blåtands største ringborg ligger som en kolossal cirkel i landskabet. Vikingekongens magt blev formet af både sværd og sav. De dygtige håndværkere, der byggede borgen, var ikke bare arbejdere – de var elite. På stedet kan du opleve borgen gennem digitale ture, og i højsæsonen kan du komme med på guidede ture og lære de gamle håndværkerne bedre at kende.
Limfjordsmuseet i Løgstør fører håndværket videre – her lever de klinkbyggede både endnu, i hænderne på frivillige og bådebyggere, der holder en tusindårig tradition i live. Gå på opdagelse i værftet og mød dem, der stadig bygger med samme teknikker som vikingerne.
Gå en tur langs Frederik VII's Kanal – håndgravet af 400 tyske arbejdere. Langs kanalen er der flere gode spisesteder, hvor frokosten kan nydes med en helt særlig udsigt til både kanalen og Limfjorden, som ligger side om side.
Vil du opleve lidt mere - måske endda et hidtil hemmeligholdt sted? Tag turen mod Rold Skov og oplev en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder. Himmerlands hænder har nemlig også formet storpolitik og forsvar. I REGAN Vest, en tophemmelig bunker 60 meter under jorden, byggede håndværkere i stilhed Danmarks skjulested under den kolde krig. Her skulle regeringen og kongehuset fortsætte Danmark, hvis atomkrigen brød ud. Vægge, ventilationssystemer, trykdøre – alt blev skabt i hånden, uden at nogen udenfor måtte vide det. Et besøg her er en teknisk og menneskelig rejse ind i en tid, hvor alt kunne ændre sig med ét tryk.
OBS! Det er vigtigt, at du køber billet og rundvisning i god tid inden besøget!