©  Foto:

Digterruten på Louns halvøen

Gå på opdagelse på halvøen Louns og følg i fodsporene på en af Danmarks mest indflydelsesrige forfattere gennem tiden; Johannes V. Jensen. 

Johannes V. Jensen, der sammen med sin søster, kvindeforkæmper og forfatter Thit Jensen havde sin opvækst i Himmerland, udviklede sig til at blive en af Danmarks største forfattere.

Hans samlinger "Himmerlandshistorier" (1898-1910) og romanserien "Den lange rejse" (1908-1922), var blandt de værker, der indbragte ham Nobelprisen i litteratur i 1944. Romanen "Kongens Fald" (1901) har sidenhen opnået status som det 20. århundredes danske roman. 

Johannes V. Jensen var en meget berejst herre, der i sin levetid både besøgte byer som Paris, Berlin, Chicago og New York. Men på trods af sine oplevelser i den store vide verden, stod barndomsminderne fra Himmerland, dog stadig højt i erindringen. Især naturen på halvøen Louns har sat et præg på forfatternes mange digte, noveller og romaner. 

Digterruten på Louns

Louns er et område, der især er kendt for sin blændende natur, historiske landskaber og de mange forfattere og kunstnere, der har og har haft en tilknytning hertil. 

På den nyanlagte Digterrute, der er ca. 8,3 km lang, kan du dykke ned i Johannes V. Jensens erindringer, lytte til fortællinger og opleve dele af hans barndomsminder fra det himmerlandske. 

Danske Digterruters hjemmeside, kan du finde både et kort over ruten, samt 7 bogmærker, hvor der ved hver enkelt udspiller sig en fortælling, som du kan lytte til, mens du bevæger dig ud på et poetisk eventyr på Louns. 

Ruten starter ved Louns Kirke, hvor kirkeklokkerne bimler, når fortællingen begynder. 

Dernæst bevæger ruten sig ned langs kysten, gennem skov og krat i det bakkede landskab. 

Herunder kan du få et overblik over de syv fortællinger: 

  • Barndommens Sig 
  • Blindebukken
  • Ejner Elkær
  • Sommersolhvervssang
  • Kongens Fald
  • Norne Gæst 
  • Tordenkalven 

På turen kan du se frem til at lytte til fortællinger om Johannes V. Jensen, uddrag fra hans forfatterskab og lære mere om det område du bevæger dig ind i. Digterruten er udformet således at du bevæger dig rundt sammen med fortælleren, så du kan fordybe dig i mødet med litteraturens verden. 

 

Digterruten er lavet i samarbejde med Danske Digterruter, Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet m.fl. 

 

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish